Blind Spejling

Kender du det? Du møder nogen, du synes du kender, men de genkender ikke dig? Spørger Trine Søndergaard en dag vi mødes i hendes atelier for at tale om udstillingen A Room Inside på Martin Asbæk Gallery. Ja, svarer jeg. Ja, for hvem kender ikke det? Når det sker, er det som om, man er usynlig, som om man ikke er nogen, fortsætter vi begge i samme spor. Genkendelse er anerkendelsen af, at du er i verden. Helt banalt. Jeg ser dig. Du ser mig. Og på den måde bliver vi til i hinandens blik. Men nogle gange er det der bare ikke. Blikket. Nogle gange ser verden ikke tilbage. Eller sådan kan det føles.
Det er en måde at begynde en indkredsning af Trine Søndergaards seneste fotografier på. I hverdagserfaringen og den personlige bekendelse. En anden er naturligvis at gå til værkerne selv. De 16 fotografier og 4 fotografiske objekter, som udgør udstillingen A Room Inside. ”Enhver bærer et rum inden i sig”, skriver Franz Kafka i sin dagbog. Det er et mentalt rum, et privat rum, som huser det, som ikke deles, det som knap kan tænkes, artikuleres, vises eller udsiges ord for ord. Det er dette rum, som udstillingstitlen henviser til, lægger sig i forlængelse af og måske etablerer. Udstillingstitlens hævdelse af det private rum er betegnende for Søndergaards praksis, som med præcision og tilbageholdt åndedræt synes at kredse om det, som er, men ikke kan vises. Det er som om, at hendes billedverden er latent med det, vi ikke ser. At motiverne så at sige påkalder sig en form for usynlighed, idet de vender sig bort, eller undlader at afsløre alt. At de nok viser sig, men alligevel ikke vil ses.
*
Tag motivet med den unge kvinde, som holder et spejl op foran sit ansigt. Spejlet vinkles mod kameraet præcis på en sådan måde, at spejlets blanke flade i stedet for at reflektere verden bliver til et dødt felt. Bliver til et hul i repræsentationen, der viser uden at vise. Viser, at der ikke er noget at se – ikke andet end dette fravær. Eller som den hollandske kulturteoretiker Mieke Bal har skrevet om Søndergaards værker: ”Vi står overfor en synlig fremvisning af usynlighed – af en figur, som i tidslig og rumlig forstand tilsyneladende er nær billedet, eller i det, men vender sig bort.” På den ene side er dette brud på repræsentationen – denne gennemhulning af motivet – et fotografisk greb, der peger tilbage til surrealismens leg med billedkoder som hos en Man Ray eller Magritte. På den anden side udgør det intet mindre end en eksistentiel afgrund i det omfang, at synlighed og væren kan siges at følges ad. Skriver jeg, idet jeg logger ind på min Facebook profil, opdaterer min status og skifter mit profilbillede. En Facebook-ven liker det. Jeg blev set. Følger man Facebook, Instagram, Snapchat, Twitter og det synlighedens imperativ, som alle disse medier bygger på, er usynlighed lig døden. Sorten muld, som i Søndergaards store fotografier af den nøgne mark, der som noget af det første møder den besøgende til udstillingen. Våd, tung jord lige i ansigtet. Ikke til at komme uden om. Det er her, det hele begynder og det hele ender. ”Af jord er du kommet”…. Fortsæt selv. Det er tunge sager. Man kan gå med denne logik og se det blinde spejl som livets ophør, identitetens udviskning. Eller man kan gå imod den og spørge til, om der ikke ligger en mulig kritik i at forblive usynlig? I at forblive umærket?
Unmarked hedder en bog af den amerikanske performanceteoretiker Peggy Phelan. Den er fra 1992 og for længst en klassiker indenfor performancestudier, men ikke desto mindre stadig relevant. Den handler om performance og dokumentation, men også om forholdet mellem synlighed og magt. Eller rettere magten i at forblive usynlig indenfor en synlighedens kultur. ”Synlighed er en fælde”, skriver Phelan med henvisning til et citat af Jacques Lacan: ”den tilkalder sig overvågning og Loven, den fremprovokerer voyeurisme, fetichisme, den koloniale/imperiale appetit for at besidde.” Der er derfor en magt i at unddrage sig synlighedens fælde og forblive ’unmarked’, ’umærket’ inden for en kultur, som sætter lighedstegn ved synlighed og magt. Phelan taler for ”aktiv forsvinding”, som en form for modstandsstrategi og skriver sig dermed op imod gængs repræsentationspolitik, der sætter lighedstegn mellem magt og synlighed, idet den i synlighedens navn tager del i en stereotyp kategorisering. Det ’umærkede’ kan i den optik være et sted, hvorfra subjektet kan tale uden at blive talt på forhånd, uden at blive kategoriseret, vurderet, type-bestemt eller ’personalized’. Vi ved, hvem du er, før du selv ved det, er logikken på internettet i dag, hvor enhver er ’lige sådan en’ forstået som en algoritmisk funktion af søgninger, delinger, likes og forbrug. I den økonomi udgør det ’umærkede’ et sted, hvorfra subjektet kan yde modstand mod den transaktion af synlighed for identitet, der ligger indbygget i logikken ’hvis du lader os se dig, skal vi sige, hvem du er’. Et blindt spejl for ansigtet. En skærm mellem jeg’et og verden.
*
”Hun bærer følelserne uden på tøjet”, er noget vi siger om en person, som er særlig følsom eller særlig emotionel aflæselig. For det meste holder vi dem under tøjet. Følelserne. Bort fra andres blikke. I Trine Søndergaards fotografier får følelserne imidlertid en form for synlighed i form af sorte sørgeslør, der dækker vinterblege ansigter. En membran mellem kvinden og verden, der både viser og skjuler, både afslører og skærmer. Slørene er franske sørgekniplinger fra 1700 og 1800-tallet, i dag del af samlingen på Tønder Museum. Dengang var slørene en stor luksus. De var kostbare, fordi de fordrede stor håndværksmæssig kunnen og timers pertentligt håndarbejde. I Søndergaards fotografier bæres kniplingerne af unge kvinder fra Tønder. Som i kunstnerens andre fotoprojekter som Strude, Interior og Guldnakke sætter Søndergaard også her nutid og fortid i stævne i et og samme billede. Mest af alt virker de dog ude af tid. De tilslørede kvinder, som holder øjnene lukkede, hvilket næsten gør dem mere døde end levende – i hvert fald sovende, fraværende, i deres egen verden. Sorten muld. Der var den igen. Våd, tung jord. Lige i ansigtet. Ikke til at komme uden om. Som Søndergaards fotografier, der stiller sig op som blinde spejle, forsvindinger, afvisninger, forhindringer for blikket. Som afgrunde eller muligheder, men mest af alt som billeddannelser, der opererer raffineret, diskret, underspillet og afsøgende i feltet mellem synlighed og usynlighed, rummet udenfor og rummet indeni.

 
by: PhD. Camilla Jalving, SMK
published in: connection with the exhibition "A Room Inside"
year: 2015